Vær velkommen 2017

jan 15

Godt nytår! Ja, det er altså ikke fordi jeg først er på højkant nu, at indlægget har været lidt på vej. Året kom bare så gevaldigt hurtig i gang, med første arbejdsdag den 2. januar! Jeg håber, i alle har haft en rigtig glædelig jul sammen med jeres kære. Min juleferie var noget anderledes end vanligt (hvad så end vanligt er), da jeg fik besøg af min veninde Si fra Thailand. Vi mødtes i 2011, da vi boede sammen i Australien, mens vi begge læste der. Vi har så holdt kontakten via Skype og Facebook siden, og endelig i sommers spurgte hun, om ikke hun måtte komme og fejre jul og nytår i DK. Og det var hun selvfølgelig bare hjertelig velkommen til! Den 21. december hentede jeg hende i Kastrup, efter 12 timers flyvetur fra Bangkok….fra 35 grader til 5! Hun var noget chokeret over hvor tideligt det blev mørkt, men synes ellers Danmark så ganske hyggelig ud. Vi tog hjem til søster og svoger den 23. december for at fejre Signes 5 års fødselsdag. Si er helt vild med børn, og sprogbarrieren var ingen hindring for at spille og lege med Nanna og Signe. Min familie var noget spændt på at møde Si. Jeg har fortalt rigtig meget om hende, også at hun er lesbisk og en rigtig drengepige. Nå ja, så er hun også buddhist, men ikke på samme måde som jeg er buddhist. Hun er født ind i det og vokset op med det, a la samme måde som folk er kristne i Danmark. Så hele familien – og Sønder Bork – var på den anden ende, når nu jeg bragte sådan en interessant gæst med hjem til jul! Vi havde et par rigtig hyggelige dage hos søster sammen med familien. Vi nød selskabet og hyggen (det lærte Si hurtig hvad var) og Si nød maden og at opleve en ægte jul. Mellem jul og nytår havde vi et par dage med far, hvor vi tog til Vesterhavet og kiggede på bunkere. Vi var også på en lang gåtur i skoven og en tur i Ribe. Si nød at vi kunne komme ud at gå så meget. Godt nok var det koldt, men vi kunne jo...

Read More

En stille forsvinden

dec 16

Jeg så i sidste uge en reklame for dokumentaren “En stille forsvinden”, og var i tvivl om jeg skulle se den. Bare ud fra reklamen blev jeg helt ked af det og frustreret på familiens vegne, så jeg tænkte at der ikke er nogen grund til at opsøge en sørgmodig aften på sofaen. En kollega fortalte mig dog, at den var rigtig god, så da i dag overgav jeg mig og har lige set begge afsnit. Det er en virkelig flot og meget ærlig dokumentar om en familie på fem, der alle bliver “ofre” da Bjørn får diagnosen Alzheimers. Nu har men jo som seer ikke set Bjørn før diagnosen, men man fornemmer, hvordan han kæmper og har “huller” i hverdagen. Jeg kan varmt anbefale dokumentaren, da det giver en masse stof til eftertanke. Ikke kun i forhold til sygdommen og det at være pårørende til en alvorlig syg person, men også at bruge livet til det vi har lyst til, mens vi har det. Den 49 årige bankdirektør, Bjørn Jacobsen, gift med Julie og far til 3 drenge, begynder at ændre adfærd, få talevanskeligheder og hukommelsesbesvær. Diagnosen kommer som et chok: Alzheimers sygdom – en fremadskridende, uhelbredelig, dødelig demenssygdom, som mange kun forbinder med mennesker højt oppe i årene. I 2 udsendelser skildrer filminstruktøren Per Wennick sorgen, de svære udfordringer og beslutninger sygdommen fører med sig – men også familiens ukuelige vilje til at få det bedst tænkelige ud af tilværelsen – under de givne omstændigheder. (Fotograf: Lars Schou) DR1 Dokumentar: En stille forsvinden (1:2) | TV |...

Read More

Top five regrets of the dying

nov 06

For et års tid siden læste jeg en artikel om de fem ting folk fortryder mest, når de livet rinder ud. Artiklen handler om en australsk sygeplejeske der passede døende patienter i de sidste uger af deres liv. Artiklen har cirkuleret i flere omgange på nettet, så du har sikkert også læst den (ellers kan du finde et link til den nederst i indlægget). Hovedbudskabet er, at folk generelt set ikke fortryder det de har gjort, men nærmere det de ikke har gjort. Top fem ser således ud: I wish I’d had the courage to live a life true to myself, not the life others expected of me I wish I hadn’t worked so hard I wish I’d had the courage to express my feelings I wish I had stayed in touch with my friends I wish that I had let myself be happier I dag blev jeg atter mindet om artiklen, da en ven havde delt en video på facebook, hvori artiklen nævnes. Videoen er meget amerikansk med rigtig fin, i forhold til at minde os om, hvordan vi lever, hvilke drømme vi har og risikoen for at fortryde de ting vi ikke turde gøre og tro på. Man bliver jo super inspireret af at læse artiklen og se videoen, og sidder tilbage med en følelse ala “jeg skal bare have MAKSIMALT ud af livet, så jeg intet fortryder!” Og allerede der kan man jo godt få lidt stress over alt det man så skal nå, for at følge alle sine drømme. Jeg tror det er rigtig vigtigt, at følge sit hjerte, og gøre det man brænder for og drømmer om, man skal bare huske at alle de positive tilvalg også betyder fravalg af noget andet. Vi har groft sagt alle muligheder i dag, for at gøre lige som vi har lyst til, og det er stort set kun fantasien og vores egen frygt der sætter grænserne. Derfor bliver vi også nødt til at slutte fred med, at vi nok bare ikke når at prøve ALT i denne omgang. Hellere nyde de ting vi vælger til, i stedet for at bekymre os om alt det vi også kunne have brugt tiden på. Jeg har foreksempel indset at det...

Read More

Der er stadig liv…

okt 22

Ja ja, så gik der lige et år! Det positive der er at sige om min manglende blog-aktivitet er vel, at det ikke kræver så meget for at følge med her på siden! I min familie kører vi meget efter “intet nyt er godt nyt”-princippet, så hvis ikke vi har snakket sammen længe, går vi ud fra at det er fordi vi har det godt og har nok at se til…og dette kan ganske fint overføres til min blog-aktivitet, eller mangel på samme. Og så er der jo gået så meget tid, at det er blevet mere og mere uoverskueligt at samle op, men lad mig prøve. Jeg har fået arbejde og er blevet “østjyde”! Oh jo, jeg har fået mig sådan et rigtigt voksent job med løn og ansvar og alt mulig. Jeg blev i januar ansat i et barselsvikariat i afdelingen for Kvalitet og Forskning i Region Syddanmark, med arbejdsplads i Regionshuset i Vejle. Dette medførte, at jeg efter 4 måneder som togpendler, sagde farvel til Esbjerg og flyttede til Grejsdalen i maj. Sikken en gave af tid og energi det medførte. Her efter 5 måneder er jeg stadig taknemlig for hver dag jeg kan tage cyklen til arbejde og ikke behøver at stresse over næste togafgang. På den mere private front indledte jeg sidste sommer et forhold til en tysk mand, men måtte efter et år sande, at vi nok bare var for forskellige. Så i juni blev det til et pænt farvel og tak for alt det gode vi fik fornøjelsen af at dele sammen. Det er dejligt at være to, men når det tager mere energi end det giver, er det bedre at lade være og i stedet ønske hinanden alt det bedste videre i livet. Buddhistisk har det sidste år været ret inaktivt, primært pga dovenskab, togpendleri og weekendkæresteri. Men, efter jeg flyttede er jeg tilbage på sporet/puden og nyder min daglige praksis og at jeg atter har tid og energi til at tage til foredrag og weekendkurser. Jeg var til sommerkurset på Lolland, og har også haft fornøjelsen af weekendkurser på Lolland og i Kiel…og der er endnu et par weekendkurser på tapetet inden 2016 er omme. Det bliver godt! Det var et...

Read More

Fra studerende til arbejdssøgende

nov 14

Ja, det er ved at være noget tid siden jeg har delt mine tanker, så lige en kort opdatering siden sidst: Jeg har holdt sommerferie…YAY…med buddhistiske kurser på Lolland og i Sydtyskland. Og der blev også lige tid til en romantisk forlænget weekend i Berlin <3 Jeg er blevet færdig med mit speciale om mindfulness og rehabilitering, og dermed også færdig med min kandidat i folkesundhedsvidenskab. Specialeprocessen var lang og lærerig, fuld af frustrationer og glæder, men endte heldigvis lige så godt som jeg havde håbet, med en god opgave jeg var stolt af at forsvare overfor vejleder og censor i september. Min søster blev i oktober gift med min herlige svoger. Det var en smuk og helt fantastisk dag, med masser af feststemte gæster, glæde, smil og kærlighed. Og jeg fik lov at være brudepige sammen med Nanna og Signe 🙂 Der er sket mange dejlige ting i mit liv hen over sommeren, men nu er det så blevet efterår og hverdagen og virkeligheden kalder. En lang historie kort: jeg er færdiguddannet og jeg er “arbejdsløs” 🙁 Jeg har sideløbende med specialeskrivningen søgt forskellige stillinger i håb om at have et job, når jeg var færdig til 1. oktober. Trods en masse ansøgninger har jeg ikke været til en eneste samtale og det betød at jeg pr 1. oktober var ledig og min primære indkomst var supplerende dagpenge…suk. Jeg bibeholdte mit deltidsarbejde i Bilka efter jeg blev færdig, men der var slet ikke timer nok til at dække mine faste udgifter. Til mit held manglede de dog en medarbejder i en anden afdeling, så pr 2. november har jeg været fuldtidsansat i Bilka og behøver ikke længere stresse over økonomi, jobcenter og obligatoriske ansøgninger. Men, selvom jeg er glad og taknemlig for at være i Bilka, så er det jo bare ikke lige der jeg har tænkt mig at blive (og jo, det ved min chef godt), så jeg søger stadig jobs, her, der og alle vegne. Jeg synes det er en noget hård og til tider demotiverende process, da jeg jo ikke rigtig har relevant erhvervserfaring og har super svært ved at finde ud af hvad det lige er jeg kan byde ind med hos en virksomhed...

Read More

“USA’s mærkeligste familie”

apr 08

Jeg har lige set en interessant, skræmmende og total mærkelig dokumentar på DR3 om en familie, der “frivilligt” har levet i isolation i 14 år! Et kamerahold har efter 2 års forhandlinger fået lov til at besøge Gray-familien, som på grund af en lovovertrædelse og efterfølgende dom om at de ikke må bære våben, har valgt at vende samfundet ryggen og være beredt på et angreb udefra. Historien er på mange måder fuldstændig tosset, både pga den mindre lovovertrædelse der er årsagen til isolationen, men også fordi familien er dybt kristne og tror at alt i samfundet er rent ondskab (især Obama og homoseksuelle), samtidig med at de bærer våben og har lært deres børn at skyde, hvis en fremmed trænger ind på grunden. Det jeg synes er mest fascinerende ved historien er, at de i 14 år har formået at leve af jorden og være fuldstændig selvforsynende. De syer deres eget tøj, konserverer al deres mad, slagter de dyr de har, pløjer jorden og vasker tøjet i baljer. Umiddelbart ser de sunde og raske ud, men på deres tænder kan man dog godt se, at en kærlig hånd fra den ydre verden kunne være fint. De har også lavet en lille vandgenerator til el, så blandt andet døtrene kan “date” via en kortbølgeradio i håbet om at en mand har lyst til at komme ud til grunden og fri til dem, under den forudsætning at han selvfølgelig vil flytte ind (og jeg troede mit dating-liv var op af bakke!?!?!). Der bor 4 børn (13-18 år) på grunden, som stort set intet husker fra “the outside world”, og jeg synes de virker manipuleret og som om de er blevet hjernevasket…og bange for at sige noget. De bliver hjemmeskolet, men virker nu ikke for kvikke. Og så ved de også, at hvis de  gør noget forkert, så bliver de straffet, fysisk. De har fået at vide at de er fri til at gå, men de har intet positivt fået at vide om verden udenfor, så de føler sig mest trygge på grunden, med deres familie og våben. Generelt er der ikke mange i den familie der virker særlig lykkelige, men bliver nødt til at sige det fordi det er sådan Joe Gray og...

Read More

Love me Tinder….oh give me a break!

mar 31

I midten af februar besluttede jeg mig for at oprette en profil på Tinder, for jeg synes jeg var klar til at møde en charmerende, omsorgsfuld og interessant mand. Jeg havde prøvet det en kort periode før, så jeg kendte konceptet og tænkte det var nemt og gratis og lige til at overskue. For synes heller ikke jeg var klar til at gå all-in på net-dating med en rigtig profil og alt det der. Jeg synes det har været 6 interessante uger, med diverse bekendtskaber. Det er også blevet til en enkelt date, med en charmerende ung mand. Jeg har skrevet med flere interessante og også en del uinteressante typer. Flere har foreslået date, men af forskellige årsager blev det ikke til mere, enten hørte jeg ikke mere fra dem, eller lige pludselig ville de kun have sex, eller også boede jeg for langt væk. Uanset, så gik jeg til det med åbent sind, for at få mig en oplevelse, samtidig med at jeg lærte mig selv bedre at kende i forhold til hvad jeg vil have og ikke vil have. Oh well, efter de sidste par uger at have skrevet med nogle fyre/mænd, der ikke rigtig var klar i mælet i forhold til hvad de ville og egentlig bare spildte min tid, begyndte jeg at blive lidt irriteret. Lige pludselig var det dem ALLE der irriterede mig…”er der virkelig ingen mænd der kender til kunsten at føre en samtale og holde gryden i kog?” Og hvad med lidt initiativ, så inviter dog på en kop kaffe og lad os se om kemien er der! Kort sagt, der er ikke meget lunte og “åbent sind” tilbage. Nå, men så har jeg funderet lidt over, hvorfor jeg er endt i denne dating-blindgyde, hvor jeg møder den ene forvirrede tosse efter den anden, som ikke kan finde ud af hvad de vil. Jeg havde så mange gode råd til nogle af dem, som i bund og grund bare handlede om at få dem til at se, at de spændte ben for sig selv, i forhold til hvad de skrev de gerne vil med deres liv, og hvad de så egentlig gjorde. Det er sgu altid så nemt at give råd til...

Read More